Mulle døde i søndags (d.30/10-11).
Han havde i de sidste par måneder været stille, holdt sig for sig selv, sad ikke mere og nussede med Kylling, men alligevel virkede han kvik nok. Han kunne stadig flyve og han spiste meget, måske for meget? Eller for langsomt? Og når han ikke spiste så sov han.
Mulle var min ældste fugl og han blev 7 år. Han blev aldrig rigtig tam, skønt jeg havde ham fra unge og han var sammen med en særdeles tam fugl. Men han var en godmodig og rolig fugl!
Mulle var far til Bamse, som jeg desværre mistede i august.
Men af hans efterkommere har jeg hans barnebarn Storm, og oldebørnene Inez og Cæsar.

Tak for alt, Mulle.

Den 1/8-11 mistede jeg den kæreste lille brunvinge pga af en dum fejl fra min side (kan læses i sidste nyt).
Han var fra marts og havde ikke fået navn, da det ikke var meningen, at jeg skulle beholde ham. Men da køber sprang fra, besluttede jeg at han kunne blive.
Han var simpelthen så skæg, og jeg kunne sidde i lang tid bare at betragte ham; altid havde han travlt med at undersøge legetøj og nye grene, samtidig vimsede han rundt mellem de andre fugle. Især ville han gerne mænge sig med de voksne hanner og skulle altid lige mase sig indimellem dem når de sad og snakkede. Milo var hans foretrukne "voksenven" (måske heller ikke så underligt, når han var vokset op i Milo og Molly's ynglebur).
Der var en underlig "stilhed" i voileren, efter du var væk, lille snut. Jeg savner dig og dit muntre væsen. Snøft

Bibbi kom her til i februar 10. Hun var en engelsk, meget konservativ dame! Hun havde været alene fugl i 5 år. Hun var tam og elskede at sidde på skulder eller hoved og "ordne" mit hår. 
Da hun kom hertil, lod jeg hende sidde i sit eget bur, så hun stille og roligt kunne vænne sig til de nye omgivelser. Med jævne mellemrum var hun ude at flyve med nogle af de andre, og efter 14 dage kom hun i voileren. Jeg måtte sætte en af hendes pinde ind i voileren og det var hun meget glad for. Jeg tror det gav hende noget tryghed.
Efter et stykke tid dannede hun par med Skipper. De var meget glade hinanden. Nogle ting gjorde, at jeg satte hende i "pensionist"buret, hun dannede dog hurtigt par med Milo. Jeg har ikke set om de har parret sig, men pludselig gik hun nede på bunden og skrabede og lige som lavede en rede. Hun begyndte også at vippe med halen, som når man skal lægge æg. Jeg så dog aldrig nogle æg. Til gengæld så jeg hun havde noget ved kloaken, en udposning. Jeg vaskede hende, men det blev værre, den voksede og hun kunne næsten ikke komme af med afføringen. Hun havde det absolut ikke godt. Så søndag d.12/9-10 besluttede jeg at hun skulle have fred.

Farvel, min lille "frisør"  

Torsdag d.26/8-10, tog jeg den beslutning at få Lille-T aflivetHun havde opført sig meget mærkeligt, de sidste dage tiltede hun rundt, samtidig med, at næbbet skallede. Dyrlægen mente det kunne være leveren netop pga det! Hun ville aldrig blive sig selv igen, så hun fik lov at sove stille ind.

Lille-T kom hertil August 07, næsten samtidig med Bella, de havde meget glæde af hinanden til de blev ældre. Lille-T fandt sammen med Fidibus og tilsammen fik de 18 unger, hvoraf jeg har beholdt Buster.
Juni sidste år kom hun til Charlotte i Bjæverskov, hvor hun dannede par med Mikkel, men kom tilbage hertil i starten af august.
Jeg kender ikke til Lille-T's forældre, måske kan det have ligget i hendes gener. Undulater er meget disponible for blodpropper, dårligt hjerte, fedtknuder og lignende.
Hvil i fred, Lille-T.